Halloweenkoncert: Rytmikbanden på Roskilde Bibliotek

Nyhed

Rytmikbanden spillede koncert for alle de udklædte børn, der var mødt op på Roskilde Bibliotek til en koncert i (u)hyggens tegn. Se de skræmmende monstre, spøgelser, skeletter og hekse her.

Der var skeletter og spøgelser på scenen og spindelvæv i krogene på Roskilde Bibliotek denne Halloween torsdag. På scenen stod Rytmikbanden dækket i sort og dyster makeup. Bandet havde taget en række selvskrevne Halloweensange med i dagens anledning.

De fremmødte børn var klædt flot ud i alskens uhyggelig mundering. Der var monstre, hekse, spøgelser og skeletter en masse, men trods de uhyggelige udklædninger, var det en hyggelig og munter koncertformiddag på Roskilde Bibliotek.

Her kan du få stemningen fra koncerten og se et udsnit af børnenes flotte udklædninger.

Foto: Aske Øland Kjærgaard.

Der blev både tid til at sidde og lytte til Halloweensangene, men også til at danse og synge med.

Sangene bød blandt andet på edderkopper i håret og skeletter med hverdagsproblemer.

Der blev også tid til en historie mellem de musikalske indslag. Børnene skulle gætte hvilket uhyre, der var tale om i den lille fortælling. Der kom mange gode gæt fra salen, inden det rigtige bud blev råbt: en drage!

Skulle man være så uheldig at støde på en drage, når man skulle ud og trick-og-treate senere, kom der også en opfordring: Husk ørepropper! Et drageskrig kan være voldsomt højt!

Efter historiefortællingen var det igen tid til mere musik og dans. Hvem vidste at monstre og uhyrer kan lide at danse til livemusik?