Zyriâb – verdens første influencer.
”Er de konflikter, vi lever med hver dag, blot illusioner?
Ligger sandheden om kulturer i virkeligheden i dialogen mellem toner, akkorder, improvisationer og i vores fælles åndedræt?”
Amin Maalouf, Libanon
Vi følger den berømte sanger og lutspiller Zyriâb (år 789 til ca. 857) under hans dramatiske flugt 6000 km på kamelryg fra Bagdad i det nuværende Irak til Cordoba i Spanien. Eksotiske arabiske improvisationer, fyrige spanske highlights, besnærende sefardiske melodier og herlige musikalske omveje rammes ind af den eventyrlige beretning om Zyriâbs karriereskift fra nordafrikansk slave til andalusisk hofmusiker, politisk meningsdanner og ikke mindst 800-tallets største internationale idol i en tid, hvor al kommunikation foregik analogt, og det mest pålidelige transportmiddel havde to pukler og tre maver.
Renæssancebandet består af omkring 60 unge entusiastiske musikere på lut, saz, blokfløjte, krumhorn, guitar, zink, drejelire, gemsehorn, ney, serpent, pommer, trombone, harpe, kortholt, ocarina, cello, violin plus en usandsynligt stor mængde slagtøj i alle tænkelige former og farver.
Orkestret har eksisteret siden 2012 og har tilknyttet lærere fra Kulturskolen Roskilde på blæser-,stryger-, slagtøjs- og strengeinstrumenter.

Læs mere om Roskilde Renæssanceband

