Renæssancebandet præsenterer: Christian IV’s dobbelt­agenter.
Renæssancebandets koncertturné 2025:
- Koncert #1: Roskilde Domkirke, tirsdag d. 29. april kl. 20.00,
- Koncert #2: Sct. Bendts Kirke Ringsted, onsdag d. 30. april kl. 20.00 og
- Koncert #3: Tivolis Koncertsal, lørdag d. 3. maj kl. 20.40
Der er gratis adgang til koncerterne!
Spionage og hemmelige toner ved det danske hof
“Min Herre, tag mig det ikke ilde. Jeg må lytte, men tør ikke spørge til det, jeg hører”
I år forvilder Roskilde Renæssanceband sig helt ned i kælderen på Kong Christian IV´s Slot, hvor det royale orkester sidder i mørke og kulde og underholder den danske konges gæster i Vinterstuen gennem topmoderne 1600-tals lydkanaler. Vigtige politiske beslutninger bliver truffet, mens musikken spiller. Lidet aner hoffet dog, at lydene går to veje, og musikere har rigtig gode ører. Spionagen kan begynde!
Renæssancebandet underholder i år med en række nyligt genopdagede renæssanceværker samt dybt fortrolige statshemmeligheder direkte fra kongens kælder, smuglet ud i tomme violinkasser og udtjente basuner. Det hele forklædes med eventyrlige beretninger fra det virkelige liv.
Renæssancebandet består af omkring 60 unge entusiastiske musikere på lut, guitar, blokfløjte, krumhorn, zink, drejelire, gemsehorn, serpent, pommer, trombone, harpe, cello, violin og en usandsynligt stor mængde slagtøj i alle mulige og umulige former og farver. Orkestret har eksisteret siden 2012 og har tilknyttet professionelle musikere på blæser-, stryger-, slagtøjs- og strengeinstrumenter.
Hvordan lyder det, når moderne renæssancemennesker jammer på piber, trommer, zinker og skraller? Find ud af dette og meget mere, når Renæssancebandet fylder Roskilde Domkirke, Sct. Bendts kirke og Tivolis Koncertsal med ord og toner fra dengang, Danmark var hele verdens centrum, og de vigtigste politiske beslutninger i smug blev truffet af musikere.
Koncert #3 lørdag d. 3. maj kl. 20.40 til 21.10
Sted: Tivolis Koncertsal, Tivoli
Orkestret spiller tredje koncert i Tivolis Koncertsal i forbindelse med Musikskolernes Dage.