Billedkunstens Dag i mangfoldighedens tegn

Nyhed

Billedkunstelever på Kulturskolen Roskilde har givet den fuld skrue på Billedkunstens Dag i Norden i år.

”Temaet er mangfoldighed og tusindvis af billedkunstelever fra Danmark, Færøerne, Island, Grønland og Norge er med” 

Koordinator og underviser for billedskolen, Iben Ammentorp Bentzen.

Mangfoldigheden lyser ud af de kunstneriske tiltag underviserne og eleverne har ladet sig inspirere af fra kataloget udarbejdet af Kompetencecenter for Børn, Kunst og Billeder og Danmarks Billedkunstlærere.

Farverige papirklip og collager af den færøske kunstner William Heinesen har været inspiration for Bettina Camilla Vestergårds elever, der har lavet papirklip-collagekort til at give til en person, man synes, der ”trænger”, og Lone Bank Nielsens elever der har lavet eventyrlige fællescollager med afsæt i HC Andersens eventyr ”Den lille havfrue”. 

Anette Heshe Nielsens hold har ladet sig inspirere af Eva Hazras idé ”På eventyr med drageæg” og søsat et fantasifuldt forløb med dragehuler i keramik. Iben Ammentorp Bentzens elever har ladet sig inspirere af idéen ”Som hund og kat” fra Herning Billedskole og lavet linoleumstryk med plads til forskellighed om man er en hund med en kaffekop på hovedet eller en kat med et enhjørningehorn.

God dag i kunstens og mangfoldighedens tegn 🙂