Elev maler på lærred sat på staffeli

Billedkunstens Dag i Kulturskolen Roskilde

Nyhed

Netop nu fejres Billedkunstens Dag i hele landet og Norden. I Kulturskolen Roskilde er billedkunsten i centrum – året rundt. Hver uge arbejder 200 børn og unge i alderen 6–25 år med billedkunst i et undervisningsmiljø præget af leg, eksperimenter og dialog.

Det er fantastisk at opleve, hvordan billedkunsten hver eneste dag samler børn og unge om skaberglæde, nysgerrighed og fællesskab

Kunstfaglig koordinator og underviser Iben Ammentorp Bentzen.

I anledning af dagen deler vi et udsnit af den kunstneriske spændvidde, der folder sig ud i undervisningen – fra processer og materialer til idéer og udtryk.

Tak til alle børn, unge og undervisere, der hver uge bidrager med engagement og skaberglæde.

Sig det med maleri

Elever i 6.-8. kl. og Ung Kunst har i Ibens undervisning udforsket, hvordan følelser og fortællinger kan udtrykkes gennem maleri.

Med inspiration fra bl.a. den polske billedkunstner Maria Kozak og den danske billedkunstner Kathrine Ærtebjerg har de arbejdet med personlige og stemningsfulde billeduniverser.

Syning på papirværker

Med inspiration fra den danske kunstner Karoline Ebbesens værker (1852-1936) har elever i 4.-6. kl. i Bettinas undervisning arbejdet med at sy i egne gouachebilleder.

Masker i mange afskygninger

Elever i 2. – 5. kl. har i Lones undervisning skabt fantasifulde masker af pap, sammenkrøllet avispapir, tape, gipsgaze og silkepapir ud fra oplægget: Hvis jeg var et dyr eller et andet væsen, hvad ville jeg så være?

Som inspiration blev de præsenteret for venetianske karnevalsmasker, afrikanske masker fra fx. frugtbarhedsriter og moderne halloweenmasker.

Guitardesign med personlige tegn

I Hannahs undervisning har elever i 2.-7. kl. arbejdet med at designe guitarer med inspiration fra dalahestens tradition for mønster og dekoration.

Guitarformen er blevet et fælles udgangspunkt, hvor hver elev har bidraget med personlige tegn og fortællinger inspireret af musik.