Onsdag den 7. maj åbnede BGK Roskildes kunststuderende fra projektforløbet deres første årsudstilling i Bibliotekssalen på Roskilde Bibliotek. Ferniseringen markerede kulminationen på et års projektforløb, hvor de unge kunstnere har fordybet sig i selvstændigt kunstnerisk arbejde inden for hvert deres felt.
Udstillingen blev åbnet med taler ved bibliotekar Mads Led Berendt Roth og BGK-koordinator Astrid Winsløw Hammer, som begge satte ord på kunstens potentiale og evne til at skabe forandring og nye perspektiver.
Aftenen bød på en stærk performance udført af 4. årsstuderende Stella Langhoff samt stemningsfuld jazzmusik fra bandet NOR. Der var også god stemning blandt de fremmødte gæster, der besøgte udstillingen og gik i dialog med kunstnerne bag værkerne.
BGKs unge kunststuderende har udstillet værker, der udforsker grænserne mellem det ydre og det indre, det sanselige og det mentale, det naturlige og det bearbejdede. Med en undersøgende tilgang og sans for materialets fortælling behandles emner som identitet, tid, materialitet og transformation. Her forbindes personlige fortællinger med fælles forestillinger, hvor nogle værker bærer på en rå sanselighed, andre på en drømmeagtig nostalgi. Med værker, der forfører og forstyrrer, var der skabt et rum for både sansning og refleksion hos de fremmødte gæster.
På BGKs årsudstilling vises værker af Caroline Øer Søgaard, Falke Lykkegård Petersen, Frederik Bang Nielsen, Frida Krabbe Sørensen, Gaia Martinsen, Linea Vejbæk, Maja Brunbjerg Andersen og Stella Langhoff.
Udstillingen kan opleves til og med den 9. maj kl. 10–17.
Få stemningen fra ferniseringen gennem lidt billeder her (Klik på fuld skærm-ikonet for den totale oplevelse!).

