Ved koncerten i Jakobskirken 25. maj modtog de 3 talenter Markus Nybo Wang – guitar, Maxim Christoffer Rasmussen – violin og Ida Fisher – klaver, Amdrupprisen, der uddeles af Roskilde Musikforening.
Inger Margrethe og Mogens Amdrup var et par, der var meget aktive i Roskilde Musikforening, i Roskilde Kunstforening og i Roskilde Teaterforening gennem et langt liv. Parret havde ingen børn, så de lod disse foreninger arve sig.
Derved er det blevet muligt for Roskilde Musikforening dels at arrangere koncerter med meget dygtige musikere dels at uddele de priser, musikforeningen i aften tildeler tre af Roskilde Musiske Skoles mest talentfulde elever.
Prisen er på 5.000 kr. og er tænkt som en anerkendelse af elevens musikalitet og indsats for at dygtiggøre sig på sit instrument og som støtte til undervisning eller hjælp til køb af et musikinstrument.
Koncerten indeholdt et varieret klassisk program, præsenteret af blandt andre sidste års prismodtagere.