Kulturskolen Roskilde er en dynamisk, kreativ og aktiv institution, der bl.a. er kendt for sin brede vifte af undervisningstilbud, sin høje faglighed og sit gode kollegiale fællesskab. Skolen er en af Danmarks største Kulturskoler, og har en stærk position som en levende og central del af Roskildes Musikbystrategi. Kulturskolen tilbyder både individuel og holdbaseret undervisning i en bred vifte af musikalske og kunstneriske fag fra begynder- til højt eliteniveau, og samarbejder med en række andre aktører om at give børn og unge i Roskilde de bedste muligheder for at deltage i skabende, lærerige og udviklende kunstneriske fællesskaber.
Vi søger en dygtig violinlærer med konservatorieuddannelse eller lignende kompetencer, og vi lægger særlig vægt på solid faglighed og undervisningserfaring i forhold til soloundervisning, holdundervisning og sammenspil for børn og unge. Først og fremmest ønsker vi en kollega, der brænder for at undervise børn og unge, og som trives i et samlet kunstnerisk felt som musiker, underviser og ideudvikler.
Undervisningsopgaverne vil både rumme solo- og holdundervisning af de tilmeldte elever, samt opsøgende arbejde og udvikling af nye undervisningsformater i forhold til de børn og unge, der ikke af sig selv har mulighed for at opsøge Kulturskolens tilbud, herunder børn og unge i sårbare positioner.
Den nye violinlærer vil indgå i Kulturskolens strygerfaggruppe, der består af i alt 6 kolleger på dette fagområde. Jævnligt bliver der også etableret tværgående samarbejde mellem alle Kulturskolens medarbejdere. I faggruppen og i de tværfaglige fora er der mulighed for kollegial sparring, ligesom der bl.a. bliver planlagt koncerter og andre større begivenheder samt diskuteret nye undervisningsmetoder og tilbud til eleverne. Der er også i disse fora fokus på, hvordan vi når ud til de børn og unge, der ikke af sig selv opsøger kulturtilbud.
Stillingen er på 11,3 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. september 2025, eller snarest muligt derefter. Der vil være mulighed for udvidelse af timetallet, hvis eventuelle ekstra kompetencer kan sættes i spil i forhold til øvrige arbejdsopgaver. Den skemalagte undervisning vil finde sted om eftermiddagen på 2 hverdage og vil være placeret hhv. i Roskilde og i Trekroner. Øvrige opgaver planlægges og aftales i dialog mellem læreren og ledelsen.
- Ansættelsessted: Kildegården 6, 4000 Roskilde
- Tiltrædelse: 1. september 2025
- Ansøgningsfrist: Fredag d. 15. august 2025
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Der indhentes børne- og straffeattest ved ansættelse.
Der afholdes samtaler med udvalgte kandidater mandag d. 25. august 2025 mellem kl 9-13.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Kulturskolen Roskildes leder, Anja Reiff, tlf. 2367 4212.